Keep it simple!
Brugervenlighed er et vigtigt element i udviklingen af et website. Hvis du vil give brugeren en let, intuitiv og oplevelsesrig rejse gennem dit site, skal det være simpelt og lige til at navigiere rundt i.
De tre elementære områder, der skal være optimeret på sitet er:
Struktur
Det er essentielt at man kan finde informationer; kategorisering, emneord, og menupunkter
Relevans
Hvis ikke brugeren finder informationen relevant, er de forduftet igen. Derfor skal man målrette sit indhold til målgruppen og afsenderen skal altid være synlig.
Brugergrænseflade
Måden hvorpå sitet fungerer og hvordan elementer anvendes til at orientere sig på sitet. Det kan være knapper, links, overskrifter, og billeder.
Men navigationen er en af de helt elementære faktorer på websitet, og derfor ser vi også at der er tradition for at følge den normale navigationsstruktur med en hovednavigation i venstre og top menu, sekundær navigation i footer/højre menu og til tider i søgeboksen.
Men hvad sker der, hvis man ændrer denne traditionelle måde at navigere på? Det har virksomheden Zaaz gjort. De blev trætte af at gætte sig til hvad brugeren søger, og istedet for at prøve at afspejle brugerens behov i navigationen, har de lagt ansvaret over til brugeren ved at have en enkelt hovednavigation - En søgeboks placeret midt på sitet. Så kan brugerne selv spørge til hvad de præcist søger.
Det er ikke sikkert at et site som dette følger principperne for god brugervenlighed, da selve navigationen er fjernet, men det kunne være fremtidens måde at navigere igennem sitets univers på en hurtigere og meget logisk facon.
Og hvis man så kigger på hvad en optimering af brugervenligheden helt lavpraktisk kan gøre for websitet, er det faktisk en ret markant effekt i forhold til sitets afsætning. Også hvis man som Zaaz vælger at udfordre traditionelle brugervenlighedskonventioner. Selv en mindre forøgelse af konverteringsraten fra eksempelvis 2 til 2,5 betyder allerede en forøgelse i omsætningen på omkring 25 %. Dette er en af grundene til at kombinere arbejdet med at generere besøgende på websitet med en optimering af brugervenligheden. En simpel indsats som brugervenlighedstest kan sørge for, at optimere sitet så internetsurfere bliver konverteret til faste kunder.
