Magrethe Vestager indtager YouTube
Så kom det ventede formandsskifte og Vestager er ny formand for Det Radikale Venstre. Det betyder et farvel til Marianne Jelved, men det er jo dybest set politik og ikke denne blogs fokus. Derimod er Magrethe Vestagers YouTube indlæg et interessant træk.
Med den strategi har hun og Angela Merkel en mediekanal til fælles og jeg mener ikke, at have hørt om andre danske politikere, der har udsendt en programerklæring via YouTube. Hvis nogle andre gør, så post det venligst:-)
Det gode ved sådan et video-indlæg for Vestager kan koges ned til “kontrol”. Magrethe sidder lige så fint i sit eget kontor og får lov til at fremlægge sine indledende politiske overvejelser som nyslået formand for de Radikale. Der er ingen blitzende kameraer eller pågående journalister; i ro og mag deler M. Vestager sine tanker med os borgere, og hun får lov til at styre kommunikationen 100%.
Klippet er lagt op i morges engang og kom vel samtidig med pressemeddelelsen, og jeg må indrømme, at jeg synes, det er et udmærket træk. For situationen bliver en helt anden senere i dag, når Vestager tager hele mediemøllen og ikke får lov til at tale særlig meget politik, men mere om hvordan hun har væltet Jelved af pinden og så videre.
En lille ny milepæl i det danske nyhedsbillede. YouTube blander sig i dansk politik og det er helt sikkert ikke sidste gang, vi ser politikere bruge YouTube til egen fordel.

15. June 2007 kl. 15:07
Det er forfriskende at se mediets potentiale blive udfordret - du har helt ret i at det giver Vestager en hidtil uset mulighed for at påvirke mediernes interviews og spørgsmål i den kommende tid.
I den anden ende af kontrolspektret kunne det så også være cool, hvis man begyndte at invitere bloggere ind til politiske debatter, som det skete på den anden side af dammen den anden dag: Inside the debate spin room with Gather.com’s bloggers