Ny Alliance slår ingen rekorder online… endnu.
Computerworld har i dag en historie om, at “Naser Khader giver Google baghjul”, og selvom titlen er god, så har artiklens vinkel fået et drys for meget af sensationskværnen. Sagen er nemlig den, at Computerworld udråber nyalliance.dk til at være indehaver af ny rekord i synlighed på tid. Og med forbehold for at undertegnede ikke har holdt styr på alle danske domæners indekseringsgrad og ditto hastighed de seneste par år, så er det måske ikke så usædvanligt endda. Det tog da heller ikke flere kommentatorer andet end et par minutter at påpege det i artiklens kommentarfelt.
Men hvorfor er der så ikke nogen historie i Computerworlds historie? Artiklens indkaldte søgemaskine-ekspert er inde på det i det her citat:
“En ny hjemmeside på Google er grundlæggende hemmelig, indtil den begynder at få links. Og fremhævelsen skyldes utvivlsomt den store interesse fra digitale medier, som linker til nyalliance.dk,” forklarer Henrik Hansen.
Nyalliance.dk har de sidste par dage oplevet en sand linkstorm fra store elektroniske nyhedsmedier. Det er drømmepositionen for et hvilket som helst website at blive bombarderet med såkaldte “trusted links”, og det er lige præcis hvad nyalliance.dk har fået. Det betyder ganske enkelt, at selv et helt nyt website ikke kan undgå synlighed.
Artiklens grundlag bliver yderligere spinkelt, når man ser, at det keyword, de har benyttet som benchmark er “nyalliance”. Det er domænets navn og den virkelig sensation ville være, hvis nyalliance.dk ikke dukkede op ved en søgning på det ord, linkstorm eller ej.
Det interessante bliver så, om nyalliance.dk gør det rigtige og får hyret nogle gode SEO-folk til at optimere deres site. Det trænger i hvert fald til en overhaling på flere niveuaer, men den gode nyhed er, at de har et glimrende udgangspunkt for at opbygge et virkelig synligt website med det indledende boost, de har fået.
Reel synlighed er noget, der skal måles med andre søgeord end “nyalliance”, for hvis jeg for eksempel finder nyalliance.dk på søgninger af typen “velfærd, integration, skattereform” osv, så melder jeg mig til CW med en ægte sensationshistorie under overskriften: “Politisk parti for første gang synlig på valgtemaer online!”
Så har de kort sagt præsteret det, som ingen andre partier har formået indtil nu:-)
Link to Computerworld - Naser Khader giver Google baghjul
Læs for øvrigt også: “Politikere overser Google i valgkampen” eller “Fogh slår også Thorning på nettet”.

16. May 2007 kl. 21:54
Der har CW da godt nok været lidt for hurtig ved tasterne, for hvis det er danmarks rekord i google indeksering, så har jeg da lige slået den. Jeg oprettede massive-bordplader.dk d. 9. maj, og den ligger lige nu nummer 5 på google ved en søgning på “massive bordplader”, og ifølge googles cache, så er den sidst indekseret d. 10. maj. Så det behøver altså ikke at tage mere en 1 dag
. Men som du selv skriver, så er det ingen sensation at være synlig på et ord der indgår i domæne navnet, så jeg syntes faktisk det er for dårligt at nyalliance.dk ikke ligger nummer 1 på en søgning på “nyalliance”?
18. May 2007 kl. 13:02
Jeg undrede mig også over CW’s ikke-historie. Der er absolut intet usædvanligt i, at et nyt site bliver indekseret hurtigt, hvis det får mange links - sådan som du påpeger. Selv hvis det lå nr. 1 på den mærkelige søgning “nyalliance” ville jeg ikke være imponeret
“Ny alliance” er straks mere interessant. Jeg tror denne artikel har en chance for at ramme top 10 på den søgning. Havde selv overvejet at lave et blog-indlæg optimeret mod “ny alliance”, men du kom mig i forkøbet
18. May 2007 kl. 15:09
Det må absolut være gået lidt for stærkt med at få opmærksomhed. Det sjoveste er vel, at der kommer sådan en artikel, og at de alligevel ikke har sørget for lige at overtage topplaceringerne på deres eget navn. Og at de har overladt betalte placeringer til folk fra (umiddelbart) andre partier. Endda eftersom der bliver nævnt noget om hvor mange søgninger, der har været på deres navn.
Men mon ikke bare vi ser resultatet af, at det har handlet om, at få “ny alliance” nævnt så meget som overhovedet muligt. Og at konklusionen må være, at vi stadig ikke har set noget eksempel på nogen indenfor dansk politik, der har forstået at søgemaskiner er et vigtigt medie, eller i hvert fald ikke har forstået at udnytte dem…
27. June 2007 kl. 09:17
Man kan sætte tingene mere eller mindre på spidsen…., som CW’s SEO-kommentator har jeg det helt fint med artiklen vel vidende at der sikkert - for det er der næsten altid - eksempler på noget i en mørk kælder, der har rykket endnu mere eller næsten.
At der overhovedet kunne blive en historie skyldes jo kun, at Ny Alliance har så stor bevågenhed i offentligheden. At indekseringen efterhånde kun tager dage kan vi jo så alle glæde os over. Kunsten er så - at holde sig i indekset - og nå side 1. Jeg er overbevist om at Ny Alliance bliver hængende - både som parti og pga. de massivt mange links de hentede overnight.
Henrik
PS: Go’ sommer til Lundsheimer, Rumbas, Hove ect…
24. June 2008 kl. 11:16
[…] « Ny Alliance slår ingen rekorder online… endnu. Slut med at skrive dine eksamensopgaver af? » […]