Adfærdsbaseret eller kontekstbaseret markedsføring online?
Eller “behavioral versus contextual advertising”, som man ville kalde det på engelsk. Spørgsmålet er enkelt, men svaret afhænger af smag, branche og mål, som den her som sædvanligt gode artikel fra SEO Chat afslører. Hvis jeg kort skal ridse forskellen i strategi op på de to, så er adfærdsbaseret markedsføring, når du surfer på sitet for mountainbikes og ser reklamer for fx computerhardware i modsætning til kontekstafhængig, hvor du på samme cykel-website ville se bannere for cykeludstyr, cykelrejser osv. Altså, i den adfærdsbaserede strategi er din adfærd på nettet blevet kortlagt via cookies, og du får vist reklamer baseret på dine adfærdsmønstre (for du har tidligere været interesseret i computerhardware, hvis vi skal følge op på vores eksempel) og ikke på grundlag af dine aktuelle søgning som i den kontekstuelle strategi.
Jeg synes, adfærds-strategien er interesant, og den har nogle lighedspunkter med den bagvendte strategi, som jeg skrev om i Notabenes sidste nyhedsbrevs-artikel: Adfærds-annoncen stikker ud i forhold til den kontekst, du befinder dig i, og netop derfor får den klikket. Hele den tankegang er lidt af et paradigmeskift (uha!) for markedsføring online, der netop bliver og er blevet fremhævet for sin enestående evne til netop at lave konteksthængig reklame a la “Få kunderne i tale, lige når de er motiverede for at høre om dit produkt.” Vi kan med PPC og organisk optimering virkelig målrette vores kommunikation helt ned i de mindste detaljer, men som adfærds-strategiens grundlag beviser, så kan vi også lade være og måske endda få gode resultater ud af det.
Det gode, eller måske det eneste relevante, spørgsmål er så, om skidtet virker? Både og med løg på og al det der. Jeg henviser til nedenstående artikel for effektmåling og studie af de to markedsføringsformer, men det er ikke mit indtryk, at kontekstbaseret markedsføring er på vej andre steder end op lige nu.
Uanset hvad, så er alene muligheden for adfærdsbaseret markedsføring jo også kun noget som, man kun kunne drømme om engang. Og adfærdsbaseret markedsføring bygger stadig på online markedsføringens store styrke, nemlig muligheden for at målrette sin markedsføring til ens reelle kundegrundlag og ikke til gud og jens vejmand som i mange off line medier. Så måske er det tomato eller tomato, men alle muligheder for at variere sin markedsføring er sunde at overveje.
